Vedtægter for DcH Nykøbing-Rørvig


startside

vedtægt bilag

     § 1
Foreningens navn er: Danmarks civile Hundeførerforening (DcH Nykøbing/Rørvig).
Dens hjemsted er Odsherred Kommune.
Foreningen er medlem af Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

     § 2.
Foreningens formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme og forbedring af vilkårene for hunde generelt.
Det er endvidere foreningens formål at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke denne aktivitet, samt med udgangspunkt i hundearbejde, at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og i det lokale samfund.

For at nå disse mål skal foreningen:
1. Samle hundeinteresserede personer i en forening. Det er en forudsætning for udøvelsen af aktivt     hundearbejde, at den pågældende er medlem af foreningen.
2. Arbejde for at uddanne det enkelte medlem i at forstå og få optimal glæde ved samarbejde og samvær med     hunden, så den får et aktivt og indholdsrigt liv.
3. Formidle trænings- og konkurrencetilbud, der tilgodeser hundens behov og hundeførerens interesser.
4. Arbejde med både konkurrence- og breddetræning samt grundlæggende opdragelse af familiehunden,     herunder gennem et aktivt ungdomsarbejde at fremme børn og unges omgang med og forståelse for hunden.
5. Arbejde på at fastholde medlemmerne gennem et aktivt foreningsliv.
6. Afholde lokale konkurrencer og/eller prøver.
7. Tilmelde/godkende deltagere til konkurrencer med andre foreninger i DcH.
8. Uddanne eller lade uddanne kvalificerede ledere, instruktører og dommere.

     § 3.
Enhver, der vil medvirke til fremme af foreningens formål, kan optagessom medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse i foreningen, såfremt ansøgeren har gjort sig skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling.
Nye medlemmer betaler et indskud der fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling.
Foreningen skal betale det fastsatte kontingent til landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.
Medlemmer, der overføres fra en anden lokalforening i DcH, og som har betalt kontingent til denne forening for foreningsåret, skal først betale kontingent til foreningen fra næste regnskabsårs begyndelse.
Bestemmelsen gælder kun kontingent og ikke evt. træningsgebyr.
Udmeldelse kan ske skriftligt til foreningens formand eller kasserer. Manglende rettidig betaling af kontingent for nyt kalenderår betragtes som udmeldelse af lokalforeningen.
Lokalforeningen tilmelder straks ved indmeldelsen nye medlemmer til landsforeningen.

     § 4.
Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Indstilling fra bestyrelsen skal foreligge.
Kontingentet består af to dele: grundkontingent og træningsgebyr. Begge fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.
Ingen kan deltage i foreningens aktiviteter uden at betalt grundkontingent, der dækker grundomkostningerne ved medlemskabet og giver medlemmet almindelige medlemsrettigheder.
Træningsgebyret giver adgang til træning i henhold til klubbens træningsplan, og skal være indbetalt senest 2. træningsdag i den træningsperiode gebyret dækker.
Medlemmer, der ikke inden den 15. januar har betalt kontingent, kan slettes af foreningen. Ingen kan deltage i træning eller konkurrencer, forinden skyldig kontingent for det pågældende regnskabsår er betalt.
Ekskluderede, slettede eller udmeldte medlemmer har intet krav på foreningen eller dens midler.
Ved evt. genindmeldelse (d.v.s for sen indbetaling) opkræves et ekstragebyr på max. 10 % af grundkontingetet til dækning af administrationsudgifter i forbindelse med nyoprettelse af medlem.

     § 5.
Generalforsamling afholdes hvert år i november måned.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, dog undtaget sådanne, der er henlagt til Landsforeningen DcH´s afgørelse.
Generalforsamlingen behandler følgende sager:
01. Valg af dirigent.
02. Valg af referent.
03. Beretning af foreningens formand.
04. Regnskabsaflæggelse af foreningens kasserer.
05. Fastsættelse af kontingent, træningsgebyr. (indstilling fra bestyrelsen skal foreligge).
06. Indkomne forslag.
07. Valg af formand (i lige år).
08. Valg af kasserer (i ulige år).
09. Valg af 2 (i lige år) 1 (i ulige år) bestyrelsesmedlemmer.
10. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
11. Valg af 2 revisorer.
12. Valg af 1 revisorsuppleant.
13. Valg til diverse udvalg. (se tillæg).
14. Eventuelt.

Skriftlig afstemning skal finde sted når mindst 1/10 af de fremmødte medlemmer forlanger det, eller når bestyrelsen bestemmer det.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal indsendes til bestyrelsens formand senest 3 uger før generalforsamlingen.

     § 6.
Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandring kræver 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.
Vedtægterne skal som information indsendes til kredsformanden senest 4 uger efter den generalforsamling, hvor de blev vedtaget. Kredsformanden videresender efter kontrol en kopi til DcH's sekretariat

     § 7.
Adgang til generalforsamlingen med stemme- og taleret har alle medlemmer af foreningen, der ikke er i kontingentrestance. Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.

     § 8.
Generalformsaling skal afholde senest den 31. januar.
Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel, skriftligt til alle medlemmer, i de lokale dagblade eller i medlemsbladet. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen samt ordlyden af evt. indkomne forslag.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring derom og samtidig til formanden indsender en skriftlig redegørelse over de sager, der ønskede behandlet. Generalforsamlingen afholdes inden 3 uger efter at begæring derom er modtaget.

     § 9.
Bestyrelsen varetager det daglige arbejde og består af formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer.
Formanden vælges for 2 år ad gangen (i lige år) og kassereren vælges for 2 år ad gangen (i ulige år) af den ordinære generalforsamling.
Den øvrige bestyrelse vælges for 2 år og afgår med 2 medlemmer i lige år og 1 medlemmer i ulige år, første gang ved lodtrækning. Endvidere vælges der 2 suppleanter og 2 revisorer med 1 suppleant. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær.
Formand, kasserer skal være fyldt 18 år.
Disse to tegner foreningen. Samtidig skal mindst 1 bestyrelsesmedlem være bosiddende i kommunen.
Bestyrelsen er ulønnet, dog kan der af foreningens midler bevilges fri rejse, evt. diæter, til repræsentation i hundesagens interesse.

     § 10.
Foreningens regnskabsår er fra 1/10 til 30/9. Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og skal foreligge i revideret stand senest 2 uger før generalforsamling. Regnskabet fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.
Regnskaber og bilag skal gemmes i mindst 5 år efter godkendelsen.
Bestyrelsen fører et regnskab med bilag et medlemskartotek og en protokol.

     § 11.
Samtlige medlemmer har gratis adgang som tilskuere ved konkurrencer og opvisninger mod forevisning af sidste medlemskvittering. Medlemmerne skal dog rette sig efter ledelsen anmodninger.
Konkurrencer og opvisninger afholdes, når bestyrelsen finder det formålstjenligt. Valg af dommere, indkøb af præmier og uddelinger af disse foretages af bestyrelsen.
Tilmelding til konkurrencer kan foretages af hundefører selv på DcH´s online-tilmeldingssystem, men tilmelding skal altid godkendes af bestyrelsen, der om nødvendigt kan fastsætte kvalifikationskrav.
Bestyrelsen har ansvaret for at hundene deltager i de klasser, hvor de rettelig hører hjemme.

     § 12.
Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

     § 13.
Foreningen kan hverken opløses eller udmeldes af Danmarks civile Hundeførerforening, så længe mindst 5 medlemmer gør fordring på dens beståen. Skulle der ske udelukkelse af DcH, opløsning eller udmeldelse, skal ejendele, udlånt eller stillet til disposition for foreningen af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening leveres tilbage til denne.
I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens ejendele og kapital Dyrenes Beskyttelse.
Opløsning af foreningen eller udmeldelse af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening kan kun ske efter vedtagelse på 2 generalforsamlinger, afholdt med minimum 4 ugers mellemrum.
Til sikring af et optimalt informationsniveau til medlemmerne, skal kredsformanden inviteres med til den 1. generalforsamling med taleret.
Referat af denne generalforsamling skal tilsendes kredsformanden inden for 14 dage.
Vedtager 1. generalforsamling ophør/udmeldelse, oprettes et forretnings udvalg, hvori kredsformanden, har sæde, til varetagelse af daglig opgaver, herunder udfærdigelse af indbydelse til generalforsamling nr. 2 samt evt. bilag.
Som medlem af forretningsudvalget er kredsformanden selvskreven deltager i denne 2. generalforsamling med taleret. Som deltager i 2. generalforsamlingen er et medlem af ordensudvalget, dog ikke kredsens OU-medlem, selvskreven med taleret.
I tilfælde af udmeldelse eller eventuel udelukkelse må foreningen ikke fremover anvende hele eller dele af navnet Danmarks civile Hundeførerforening eller DcH´s logo(er).

Revideret på generalforsamlingen den 25. november 2010.
P.b.v.
Formand Vibeke Bodi

startside